Tirsdag, den 25.august 2020 Bente bød velkommen til 16 fremmødte medlemmer.
- Valg af dirigent: Hans Rasmussen, som konstaterede generalforsamlingen rettidig indkaldt og lovlig
- Formandens beretning, vedhæftet. Bente spurgte generalforsamlingen om hvorvidt vi ønsker at fortsætte med det trykte program. Det er en stor udgift, og vi er også på Facebook og hjemmeside. Medlemmerne roser det trykte program, og alle ønsker, at vi fortsætter med at sende det ud. Vi snakkede også om at dele ud i Jerup, og om Jerup evt. kan tænke sig at have et par sider med fremover.
Beretning fra udvalg:
Petanque: Inger-Margrethe kunne berette, at der kun er 4 medlemmer tilmeldt til petanque. Og der har ikke været fast træning i år. Men AAIF er kommunemester 2019 i petanque, og den titel (og store pokal) skal forsvares, så medlemmerne begynder at træne til det kommende mesterskab. Square Dance: Aksel fortalte om mange danseaktiviteter sidste år, og alt, hvad der har kunnet lade sig gøre i år. De har afholdt dans på campingpladser og til Byfest i Skagen. Flere af danserne har været på venskabsbesøg i Tyskland.
Vinterbaderne: Bente Christensen fortalte om god aktivitet i de 7 vinterbadere. De aftaler at mødes og har et godt fællesskab. Medlemmerne har malet badehuset og fået navneskilt på. Det blev foreslået, at vinterbaderne holder et ”åbent hus” hen på efteråret.
Jens Ole har været til møde i Borgerforeningen, hvor en ny gruppe fremlagde ideer om et bedre og flottere vinterbadeanlæg. Gruppen vil søge fonde og arbejde på at få etableret en vinterbadeklub med gode faciliteter. Borgerforeningen er villig til at være fødselshjælper. Fra AAIFs side vil vi ønske dem god arbejdslyst, men vores prioritering i nærmeste fremtid er en hal ved stadion.
Alle beretninger godkendt. - Fremlæggelse af det reviderede regnskab: Jens Ole fremlagde regnskabet. Vi har et underskud på 18.280kr. Der har ikke været uddeling af midler fra hovedkassen: Bankooverskud/projekt Erhverv&Idræt/passive medlemmer, som er nødvendige for at drive gymnastikafdelingen uden underskud. Vi er tilfredse med resultatet, og vi har stadigvæk kapital at tære på. Der er pæn tilslutning til alle hold, og vi har meget gode instruktører. Jens Ole viste, hvordan vores medlemssammensætning er, og hvilke tilskud vi får fra Frederikshavnerordningen. Jens Ole har etableret et nyt opkrævningssystem. Stort arbejde det første år, men det lønner sig forhåbentligt fremover.
- Ingen indkomne forslag.
- Valg af medlemmer til bestyrelsen: På valg er: Bente Sørensen og Bo Borup, som ikke ønsker genvalg. Hans Rasmussen er klar til en tørn mere, (men frasiger sig programchefsposten). Nyvalg til Inger-Margrethe. Generalforsamlingen bemyndiger bestyrelsen til at finde nye bestyrelsesmedlemmer. Vi mangler forældrerepræsentation i bestyrelsen, og det vil Merete og Karina prøve at løse. Bestyrelsen består nu af:
Jens Ole Sørensen, administrator
Aksel Pedersen
Joan Rasmussen
Karina Breuner
Hans Rasmussen
Merete Bøhl Holm
Inger-Margrethe Christensen - Valg af suppleant. Generalforsamlingen bemyndiger bestyrelsen til at finde en suppleant.
- Valg til udvalg: Inger-Margrethe fra petanque. Joan fra squaredance og Else Margrethe fra vinterbaderne fortsætter alle.
- Eventuelt: Snak om at forholde os til corona. Der er indkøbt sprit, som står i det aflåste skab. Instruktørerne tager forholdsregler og er opmærksom på hygiejnen. Vi planlægger en aktivitetsdag i hallen lørdag den 24.oktober, hvor alle gymnastikafdelingens hold vil vise små sekvenser af træningstimerne, og børnene får deres isbjerge og medaljer.
Franskbrød med pålæg afsluttede en hyggelig og engageret generalforsamling. Bente S. fik tak for mange års indsats i foreningen
Referent: Bente Sørensen
Formandsberetning Gymnastikafdelingen
Generalforsamling 25.08.2020
På sidste års generalforsamling kom jeg af med kassererposten, men så fik jeg formandsposten!!
I foreningen er vi gevaldig tilfredse med at Jens Ole overtog administrationen for AAIF. Han og jeg har haft et fantastisk samarbejde; men det er nogle store poster at arbejde med. Jens Ole har lavet nye systemer til kontingentopkrævning, og nye systemer til at få et overblik over foreningens aktiviteter og pengeforbrug. Jens Ole har hele tiden øje for foreningens ve og vel og fremtid. Han er meget arbejdsom og flink til at tage til møder, som ingen ellers gider, og til at tage til opstart med alle holdene. Det har været godt at få nye øjne på foreningen og økonomien.
Vi har en god bestyrelse i gymnastikforeningen, sammensat af engagerede og kompetente medlemmer. Jeg mener, at vi er meget lydhøre overfor hinanden og gode til at komme med forslag og løsninger på de opgaver, som bestyrelsesarbejdet består af. Hans og Joan er vores presseansvarlige, og sørger for programmer og kommunikation på facebook. Vi diskuterer hvorvidt vi skal fortsætte med at trykke og omdele programmer. Det koster 7500kr om året. Hvad er holdningen til det husstandsomdelte program? Kan vi ”nøjes” med facebook? Merete og Karina er også bestyrelsesmedlemmer, som har fingeren på pulsen med hensyn til træning og materialer. Vi indstillede Merete og Karina til idrætslederprisen, fordi de virkelig er selvskrevne til den. Desværre var det ikke dem, der fik den. Der har sikkert været mange egnede kandidater. Bo Borup ønsker ikke genvalg. Han har været en god kontakt, som ved hvad der foregår i byens erhvervsliv og ungdomsliv. Tak til Aksel, som har en jordnær, praktisk og løsningsorienteret indstilling til alt.
Jeg kan ikke rose vores instruktører nok. Jonna pralede af sit 20års jubilæum i ÅIF, men det kunne vi da ikke honorere som noget særligt, for Bente har været her dobbelt så længe! De har begge store hold, det går ellers op og ned med tilslutningen, og af, hvad der er in. Vi har den indstilling i klubben, at vi ikke har minimumsdeltagerantal, men hvis instruktøren har mod på at have et lille hold, så er det ok. Mht økonomien, så er det gyngerne og karrusellerne, honoraret er det samme for alle hold. I år må Lise lave venteliste på pilatesholdet.
Vi har indkøbt et skab mere til gymnastiksalen for at have vores materialer aflåst. Vi håber, at vi kan tilgodese de fleste ønsker, heldigvis er vores instruktører fantasifulde og beskedne mht materialer.. Bestyrelsen ser altid yderst positivt på tilmelding til kurser.
I 2019 havde vi som sædvanlig en flot forårsopvisning. Det er dejligt, når traditionerne er værd at beholde. Vi kalder på de samme personer år efter år, og de fleste stiller velvilligt op. Der skal mange hænder til at få opvisningen til at glide, og jeg synes altid at vi lykkes ovenud. Det er jo isæt de forventningsfulde børn, som vi glæder os over. De glæder sig til at få flotte dragter på og optræde på den store scene, få medaljer og efter 5 år og 10år et isbjerg. Vi havde også opvisningen planlagt her i foråret, men desværre er coronaen kommet på tværs; men vi holder en aktivitetsdag 24. oktober i hallen, hvor vi viser, hvad foreningen tilbyder, og hvor de små får deres medaljer og isbjerge overrakt.
Foråret 2020 blev ramt af corona, og vi måtte stoppe alle aktiviteter før tid. Det har vi jo slet ikke kunnet gøre noget ved. Vi starter aktiviteterne igen her i september, der er indkøbt håndsprit, gymnaster tager egne badehåndklæder og div. materialer med, og vi sørger i det hele taget for at tage hensyn til smittefaren.
I hovedbestyrelsen og stadionudvalget arbejder vi meget intenst med at få bygget en hal her ved stadion. Vi har kontakt til LBB tegnestue, som er meget lydhøre over for vores behov og ønsker. Vi har behov for en hal til vores hold. Gymnastiksalen er for lille, springholdet får ikke nok tilløb, vi har deltagerbegrænsning på voksenholdene, vi har ikke mulighed for ordentlig opbevaring af materialer, og klublivet er fuldstændigt umuligt. Gennem mange år har vi afsat midler og sparet sammen til en hal. Der skal nogle millioner til, og vi har søgt kommunen om forprojektmidler, men vi bliver ikke taget godt imod. Efter at Jens Ole er tiltrådt som administrator har vi igen fået mod på opgaven. Stadionudvalget har været på tur sammen med Peter og Hanne Lind Bonderup for at kunne lægge sig fast på en model for vores byggeri. Vi er også meget skuffede over kommunens manglende lyst til at betale vores store udgifter i forbindelse med lynnedslaget på stadion. Selvom det måske ikke lige har med gymnastikafdelingen at gøre, så koster det af de midler, som vi hellere ville bruge på halbyggeri.
Vi har virkelig mange medlemmer, som er glade for vores tilbud. Både børn og voksne, vi mangler godt nok hold til de unge, desværre. Det ville være godt at have alle aldersklasser repræsenteret. Men Ålbæks voksne og Ålbæks børn har styr på motorikken!!
Senere på generalforsamlingen er der beretning fra udvalg. På sidste års generalforsamling blev petanqueafdelingen indlemmet i gymnastikafdelingen. Den er desværre ikke så aktiv i år, men vi har anlægget, og håbet på genoptagelse af aktiviteten fremover.
Squaredanserne danser glade af sted, og Aksel fortæller senere om alle deres meriter.
Vi har en fast flok vinterbadere, som mødes og bader. Det er ikke en stor afdeling, den kunne måske være meget større. Der er en gruppe med Henrik Andersen i spidsen, som gerne vil arbejde for et lækkert vinterbadeanlæg på havnen, men plads til ophold, bade og sauna. Denne gruppe har henvendt sig til Borgerforeningen, for at have en forening i ryggen, når der skal søges offentlige tilskud. De kendte intet til den eksisterende vinterbadeklub. Jens Ole har været til møde i Borgerforeningen om planerne. Fra AALBÆK IDRÆTSFORENINGS side vil vi på ingen måde stå i vejen for sådant et projekt; men vores behov er først og fremmest en hal til de mange gymnaster. Og det er det, som vi prioriterer.
AALBÆK IDRÆTSFORENING er en stor, traditionsrig forening, som har virket siden 1937. Vi står på skuldrene af mange ihærdige ålbækkere, og vi må alle gøre vores til at videreføre og udvikle foreningen. Tak for godt bestyrelsesarbejde, tak til iderige instruktører og tillykke til mange tilfredse medlemmer.